Bondegården Lillelund

Kød med god samvittighed!

Month: april 2015

Den nye ko-fold

DSC_0084

Et af forårets projekter var, som jeg tidligere har været inde på, at lave en ny fold til vores kvæg.

Nu står folden færdig og Albert, Mini-muh og Mor-ko er flyttet ind.

Folden ligger nedenfor ejendommen på den anden side af asfaltvejen.

Pælene er lærkestammer, som vi har skovet i løbet af det tidlige forår. Godt og vel 60 styks i forskellige tykkelser.

Vi har kun sat to tråde på dette hegn i modsætning til de tre som vi har sat på den fold vi lavede sidste år. Jeg har valgt kun at sætte to fordi det er vigtigt for mig, at råvildt og kronvildt kan passere folden uhindret. Der plejer nemlig at være meget naturligt dyreliv i det område. Med kun to tråde, kan de små rålam komme under den nederste tråd og råvildtet kan nemt springe over. Om råvildtet overhovedet vil være på marken når kvæget græsser dernede er måske tvivlsomt. Det vil vise sig:)

Da vi skulle have vores kvæg derned var planen at åbne leddet i den gamle fold og derefter lokke, skubbe, drive og narre dyrene ned på den nye fold.

2015-04-02 17.32.54Så godt læsset med gulerødder gjorde Michelle, Johnny, Nadia og jeg  en aften i påsken klar til flytte dem.

Michelle blev led-holder-general-assistent og Nadia og Johnny stod for lokkemaden, imens jeg selv forsøgte at lade være med at gå i vejen.

2015-04-02 17.35.56Det skulle vise sig ikke at blive helt nemt at få dem flyttet! Der var mange udfordringer undervejs. Blandt andet skulle de drives forbi min vildtager med fodermarvkål og stubturnips…. Sådan en lækkerbisken går man altså ikke bare sådan frivilligt forbi.

2015-04-02 17.37.20Den helt store udfordring var da vi nåede asfaltvejen. De ville ikke gå på det hårde, mørke og ukendte underlag… Ikke på vilkår! Hverken skubben, lokken, skrigen og skrålen virkede til noget som helst!

Vi løb tør for tålmodighed inden vi løb tør for lokkemad… Så tilbage i den gamle fold igen.

Heldigvis havde vi mere held med forehavendet morgenen efter. I hvert fald delvist…  Vi fik tre ud fire, hvilket i lyset af sidste gang var ret godt klaret.

Den sidste ko som ikke kom med, står alligevel for at skulle slagtes her i forsommeren, så måske skal det bare fremskyndes…. Det skal jo heller ikke være gratis sådan at nægte at gøre, som der bliver sagt!

DSC_0067

Så kom grisene!

2015-04-02 15.27.21

Så skete det! Grisene er ankommet på Bondegården Lillelund. Så ved man, at det for alvor er blevet forår!

Vi har haft Nadias “små”-søskende, Michelle på 13 og Johnny på 16 år, på bondegårdsbesøg i påsken. I fællesskab blev vi enige om, at det måtte være på høje tid at få hentet de små grisebasser.

Første april spændte vi det interimistiske grisebur på traileren. Vi havde nemlig lavet en aftale med den lokale landmand, Kristian, om at vi kunne komme forbi og hente vores små grisebasser.

Vi har fået for-bestillinger på 8½ gris inden, så vi har valgt, at vi i år skal have 14 grise. Det er en ordentlig opgradering i forhold til sidste år, men vi glæder os meget til at få en hel flok tumlende rundt på marken.

Landmanden fortalte, at de vejede 9,3 kg da vi hentede dem. Det er nok sidste gang vi kender deres vægt så præcist inden de hænger på slagtekrogen til efteråret.

Grisene er så små og fine, at de lige skal bruge lidt tid indendørs, inden de bliver sluppet løs på marken. Så er vi sikre på, at de kan klare både regn og blæst og ikke mindst jage Mikkel-ræv væk hvis han er ude på rov.

Da vi kom hjem med grisene, fik vi med fælles hjælp læsset dem af i stalden. De var meget nysgerrige og kommer helt sikkert til at hygge sig i halmen. Alting skal rodes i, smages på og skubbes til. Det er skønt med masser af liv i den gamle stald!