DSC_0070

Så er det efterhånden tid til en opdatering fra os på Bondegården Lillelund igen.

Vi har haft flyvende travlt med alle vores dyr, og der er virkelig sket noget siden sidst.

Sonja og Sofie er blevet større og er flyttet i eget hus ude på marken. De er helt tossede med huset, som Mikael har bygget af alverdens genbrugsmateriale, som vi havde liggende rundt omkring på Bondegården. Hytten er blevet så fin og de er virkelig glade for den.

Kort tid efter Sonja og Sofie flyttede ud på marken, så flyttede, traditionen tro, 14 små grise ind i stalden. De skulle ligesom de andre år, lige havde den første tid indenfor, inden de var klar på det barske danske forår. De 14 små grise voksede lynhurtigt og blev klar til at flytte ud på marken. Den store udflytning skete for godt en uge siden. Med deres grisehus fyldt med frisk halm og en bøn til Vor Herre om nogenlunde tørvejr de næste par dage, så håber vi at de kommer godt fra start som frilandsgrise.

D. 11. maj skete det så! Andemor havde så tålmodigt ligget og passet reden med sine 14 æg i godt 35 dage, før det første klækkede. I alt 7 små dunede gule/sorte banditter kom der ud af kuldet. Vi havde naturligvis håbet at de sidste ville klække også, men da andemor forlod reden, så måtte vi havde tillid til, at hun heller ikke selv troede på det mere. Om det er fordi hun er ved at være en moden andemor, som ikke ligger æg af samme kvalitet som tidligere, uheldigt eller noget helt tredje er svært at sige. Men de syv små ællinger er i hvert fald enormt nuttede og både andemor og andefar er så dygtige til at passe på dem. Og man skal ikke tage fejl, de passer på dem for en hver pris. Også selvom man kun vil skifte vandet hos dem! 🙂

På hønsesiden, så har vi efterhånden fået os noget af en flok! Desværre så er Nadias øje for at se forskel på haner og høner, imens de er kyllinger, ikke det bedste. Derfor har vi fået 5 haner! Og selvom de nu opfører sig nogenlunde overfor hønsene, så er det lige i overkanten. Vi har derfor planlagt, at vi en af de nærmeste dage, skal sortere lidt i flokken af haner, så vi kun står tilbage med en enkelt, hvilket er rigeligt til hønsene. Udvælgelsen af hvem der skal leve og hvem der skal i fryseren, har de helt selv afgjort. To af hanerne er af racen New Hampshire. Selvom de er flotte, så er de helt klart mere aggressive end de tre andre af racen Sort Maran. De er faktisk så aggressive, at de både har angrebet, Mikael, Nadia og Thomsen!! De tre sorte Maran er alle flotte fulge, men det er klart, at vi helst vil beholde den roligste af dem, så vi stadig, uden at skulle være på vagt, kan have dem til at færdes frit på hele ejendommen.

Vores skotter er efterhånden klar til at komme ned på deres sommerfold. Meeen Mikael er ikke helt klar til at flytte dem. Hvorfor, er jo ikke til at vide. Men som de fleste ved, så er bukkejagten netop gået ind, og det kunne jo være, at der ville være en stor fin buk, som lagde turen forbi i sommerfolden en morgen hvor Mikael sad på skydestien med sin kikkert og riffel. Men alt dette er naturligvis kun gætterier. 🙂

Vi ser frem til en forhåbentlig rolig sommer, med en masse dyr som forhåbentligt vokser og trives i et forhåbenligt dejligt sommervejr!