DSC_0005

Vinteren er slut, og foråret er for alvor på vej. Det har været længe ventet, og vi byder det hjerteligt velkommen.Det er derfor også tid til en opdatering fra os herude på Bondegården Lillelund.

Midt i januar var vi desværre så uheldige, at vi mistede vores to avlsgæs. Ræven havde den frækhed at springe igennem vores nyetablerede gåsefolds 5 tråde med strøm og ind til vores gæs. Det var vi naturligvis enormt trætte af. Vi havde set frem til gæslinger til denne sommer og gåsesteg til jul. Det bliver nu ikke tilfældet. I hvert fald ikke fra egen avl.

Tilgengæld går det stadig godt med vores moskusandepar, ”Per og Anette”. De er igen dette forår helt nyforelskede, hvilket allerede har betydet, at andemor har lagt en masse æg, som hun nu ruger på. Vi håber meget på, at det kommer til at være en succes, så vi kan få små ællinger om en måneds tid. Det er så skønt med lidt dyrebørn på gården!

Apropos dyrebørn, så har jeg en mission i min barsel dette forår. Den indebærer, (foruden at passe vores lille arving naturligvis), at blive fortrolig med at benytte vores rugemaskine. For selvom det er skønnest når dyrene selv vil ruge ud, så er det dejligt at optimere dyreflokken med lidt ”snyd”. Hønseflokken trængte til en opgradering, så jeg var så heldig at få fingrene i nogle hønseæg fra racen Orpington. Det er en hønserace, som er lidt tungere end de racer, vi indtil nu har været vant til, hvilket ville være et godt indspark i flokken, som primært er dygtige ”æglæggere” og ikke så meget kødfugle. Jeg havde ladet mig fortælle, at det skulle være nemt, så jeg gik ind i projektet med en vis selvsikkerhed… Dette skulle vise sig at være helt unødigt. Efter de obligatoriske 21 dage, så klækkede ÈN lille brun kylling ud – Vi kalder den ”Darling- The One and Only”. Det var jo ikke alverden, når der lå 30 æg i rugemaskinen. Jeg knuste de resterende æg, og konsteterede, at der kun var et lille foster i to æg foruden ægget med kyllingen. Om resten slet ikke har været befrugtede, om de har haft det for varmt eller koldt, eller det bare er mine manglende erfaringer på området, som gjorde der ikke kom flere kyllinger, det er uvist. Heldigvis har jeg stadig næsten to og en halv måned på barsel endnu, så der er tid til et forsøg mere. Jeg har derfor lagt 8 andeæg fra vores andemor i maskinen igen, og håber på lidt mere succes. Så må tiden vise, om det er mig eller andemor, som har mest succes med udrugningen.

Den lille kylling som klækkede, skulle naturligvis ikke gå alene, og jeg kunne på ingen måde få mig selv til, at aflive den. Jeg kørte derfor en tur til Engesvang, hvor jeg hentede 5 kyllinger mere, som ligeledes var af racen Orpington. Om det er rentabelt at køre 40 km for at den ene lille kylling kunne få selskab? Nej! – Men mit ”hønemor”-hjerte blødte ved tanken om, at den skulle gå alene! 🙂

DSC_0019

DSC_0015

Vi har flyttet lidt rundt på køerne, og delt vores tyr ”Albert” fra resten. Vi har været uheldige og mistede en kalv her i vintermånederne, så vi har derfor valgt at tage affære, ved at dele flokken op, så vi ikke risikerer at køerne kælver i det sene efterår eller om vinteren. Albert er dog ikke ligeså begejstrede for ideen, hvilket han ofte giver højlydt udtryk for! Faktisk så meget, at han kan høres helt over til naboerne på Vestervangsvej med sin kalden på damerne. ”Victor”, vores tyrekalv fra i efteråret stråler tilgengæld! Han er stærk som sin far allerede. Det fik vi i den grad testet, da vi for nogle uger siden, skulle sætte et erstatningsøremærke i øret på ham, da han havde tabt det gamle. En lasso, en øremærketang, en babyalarm, masser af mudder og kokasser. – Jeg er sikker på at I har billedet af, hvordan det så ud da det gik for sig!

DSC_0038

Bestilinger af gris?

Vi har efterhånden fået flere forespørgsler – og jo, det varer ikke mange dage inden der bliver åbnet for bestillinger af grise til denne sæson!:)