Her i de tidligere forårsmåneder er det bare ekstra dejligt at bo på en bondegård. Det grønnes rundt omkring, dyrebørnene kommer frem alle vegne fra, og min personlige favorit ting…. Når vi for alvor skal i gang i køkkenhaven med forberedelse til den kommende sæson.

Dette år havde vi sat os for, at bygge et hegn rundt omkring min køkkenhave. Det handler mest om at vores høns jo er helt fritgående, og at de derfor flere år, har hjulpet godt til med at gravekartofler op, høste ærter og hindbær og meget mere. I år vil vi forsøge, om vi kan klare det uden deres ”hjælp”.

Beslutningen om hegnstypen faldt på kvashegn. Et rustikt hegn, som vi kan tilføre grene i år de næste mange år. Det kom sig af, at vi over de seneste år flere gange talt om, at fælde pilehegnet langs kofolden. Både fordi vi gerne vil have muligheden for at kunne flette af de nye skud, men ikke mindst fordi det er nødvendigt for Frank hvert år at beskære det, før han kan komme til, at så marken på den anden side af hegnet.

Vi skød derfor projektet i gang i midten af april. Vi fik heldigvis en masse god hjælp af Valdemars farmor og farfar. Vi havde foriden opstarten tænkt, at vi skulle fælde ca. halvdelen af pilehegnet i år, og så fælde den anden halvdel om et par år, når hegnet var sunket lidt. Vi valgte at stampe hegnet, for at tætne det mest muligt, hvilket krævede lidt mere pil end forventet. Vi endte derfor med at fælde ca 2/3 af pilehegnet, for at kvashegnet fik den ønskede højde. Det tog os tre hele dage at lave hegnet færdigt, vi arbejdede effektivt, og Valdemar fik da også flere af sine sutteflasker på græsplænen ved siden af det arbejdende folk, så man hurtigt kunne træde til igen.

Vi skulle have lavet en låge fra haven og ned i køkkenhaven og fra køkkenhaven og ud til vores indkørsel. Rivenet var det naturlige materialevalg, da det går igen i Thomsen hundegård og flere steder bag klatreroserne i vores gårdhave. Mikael har fået lavet den fineste låge! Den er bare lige efter mit hoved, og passer perfekt til at liste igennem med en trillebør når ukrudtet står for tur.

Den anden låge, som skulle laves, skal vi kun benytte en enkelt eller to gange om året, når vi skal ind i køkkenhaven med traktoren. Den er derfor fastmonteret med strips, så man hurtigt kan afmontere den, men ikke umiddelbart kan benytte den til dagligt.

Kort efter hegn og låger var færdige, fik vi lagt årets kartofler. Hamlet, Bintje og Solist blev årets sorter. Vi har endnu ikke haft held med de sene sorter, hvorfor Asparageskartoflerne er faldet fra i år. I stedet har vi satset på to tidligere sorter og en middeltidlig. Vi krydser fingrer for, at alle tre sorter kommer til at give godt, så vi kan få nyopgravede kartofler til vores grillede svinekotelet til sommer på terassen.

Følg med på blokken de kommende uger. Vi har nemlig mange projekter i gang, som blandt andet indebærer flytning af drivhuset og indkøb af smågrise. Foråret er skønt!