Nadia, Valde og jeg er netop vendt hjem fra en miniferie i mormor og morfars sommerhus på Omø. I virkeligheden er der tale om en gammel bondegård – så det føles så dejlig hjemligt.

Vi havde arrangeret pasning af hele dyreparken herhjemme på Bondegården Lillelund. Farmor-Hanne og Nabo-Kristian fik delt tjansen imellem sig. Der er nok at se til:

-Smågrisene skal fodres og vandes. 2-3 spande foder

-Slagtesvinene skal fodres og vandes. 4-5 spande foder

-Ænderne skal fodres.

-Gæssene skal fodres og vandes.

-Hønsene skal fodres og vandes.

-Køerne skal tjekkes for vand.

-Kattene skal fodres.

Så det var noget af en mundfuld vi bad om. Men søde og rare som de er, sagde de ja til opgaven!

Men som Murphy dikterer det, så er det selvfølgelig når det er mindst belejligt, at ting som regel går galt?!

 

Tirsdag sidst på eftermiddagen fik jeg fra nabo-Kristian tilsendt følgende billeder:

Ledsaget af teksten: “Er det ikke lige fritgående nok?”

For det utrænede øje, kan jeg oplyse, at smågrisene er gået på den gale side af indhegningen og er godt i gang med at tage sig selv til rette ved fodervognen. Dét var ikke planen!

 

Så Kristian måtte i gang med en større omgang grisegalop for at få jaget alle smågrisene ind i indhegningen igen! Samtidigt kunne han konstatere, at der ikke var strøm på indhegningen…. Overhovedet.

Grisehegn består af et udvendigt maskehegn og et indvendigt hegn med 3 strømførende tråde. Grise har generelt ret god respekt for stødhegn, for der er ikke meget pels til at beskytte dem fra at få et “rap” over trynen.

Helt anderledes forholder det sig, når der ikke er strøm i trådene! Med en god mudret muldjord og en flok nysgerrige grise, så tager det ikke lang tid, at få gravet sig ud under maskehegnet. Derefter er der fuld af sjov og ballade på hele matriklen!

 

Jeg var ret overvist om, at strømmen blev afledt massivt et eller andet sted. Det er som regel det der sker, når hegnet holder helt op med at slå. Det kan ske,  når feks en gren falder ned over hegnet og laver overgang mellem de strømførende tråde og maskehegnet.

Udfordringen er bare, at alle vores folde hænger sammen og derfor er der mange hundrede meters tråd som skal efterses for selv den mindste kontakt mellem masker og tråd.

Kristian fik fjernet de værste jordknolde fra tråden og lappet de største huller under maskehegnet.

Onsdag  var den gal igen!  15 ud af 16 smågrise løb rundt udenfor indhegningen. Med snilde og rutine, godt hjulpet af datteren, Maloucca,  fik han jaget grisene retur i indhegningen.

At dømme ud fra hans beskeder, så tror jeg der skal gå lidt, inden vi tør bede ham om hjælp til “babysitning” igen:)

 

Nu har vi selv været hjemme i halvanden dag og har også haft fornøjelsen af de lige rigeligt fritgående smågrise på matriklen. De har fået smag for det. Tilgengæld har vi nu fået nogenlunde styr på indhegningen og fået strømmen til at virke igen. Helt som forventeligt var der overgang til maskehegnet et sted midt på “jordskokke-folden”.

Nu krydser vi fingre for, at vi får styr på den slags dårlige vaner!

 

Vi har også været i gang med at lave “fangefold” til slagtesvinene. Vi har i år for første gang bestilt en vognmand til at komme og hente grisene. Der er for mange til vi selv forsvarligt kan transportere dem til slagteren, så nu må vi se hvad de siger til at køre med Brdr. Svendsen.

 

Vi har været i gang med at strø halm og fodre, så de kan have det lidt hyggeligt den sidste tid.

“Spis min gris – I morgen( Ej, først mandag) skal du slagtes!”